fredag, august 17, 2007

19. rapport - 16.08.07 - Beskæftigelse – stormen der alligevel kom - ingen internet igen igen - flyvning – og tæt på skamlerne.

På grund af manglende internetforbindelse på pladsen, må andre midler tages i brug for at formidle dette. Den er mere kostbar, så derfor får I ingen billeder denne gang.
---------

Faktisk har vi forsømt at give et egentligt indtryk af hvad vi beskæftiger os med hernede - bortset fra lidt spredt beretning om lidt flyvning - lidt kulinariske oplevelser - lidt råhygge - som der naturligvis også skal være plads til. Men for alle som ike har været med til store konkurrencer kunne det måske være interessant at vide hvad i alverden man får tiden til at gå med et så gudsforladt sted som på den Midtfranske højslette.

Der er samlet omkring 400 personer af vidt forskellig nationalitet, lige fra kolde nordboere til varmblodede sydeuropæere. Flest franskmænd, naturligvis, idet konkurrenceledelsen hovedsagelig består af gallere. Som et kuriosum kan det oplyses, at hele kobler- ogn startholdet er lånt fra en teknisk skole i nærheden af Paris - de fleste helt uden baggrund i svæveflyvning - og det virker bare. Effektivt, sikkert og uden slinger i valsen. Der er 10-12 slæbefly - hovedsageligt Rally'er, Remarquer og Robin. Der er tre græsbaner (gammel militær øvelsesflyveplads) og opslæbene foregår på én bane, og slæbeflyene lander på en af de andre og ruller lige op til feltet. De godt og vel 90 fly er i luften på omkring 50 minutter.

For de fleste af os begynder dagen med at der lyder en infernalsk støj fra et tudehorn - det er bagerbilen, hvor vi så kan hente lidt brød. Efter morgenmaden går turen ud til opspænding/klargøring af fly incl. vandpjaskeri m.m (flyene tankes med op til 200l vand – i nogle tilfælde fra dunke på 15-20l - så til den obligatoriske vejning. Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt, at "I" havde tabt omkring 60 kg. i løbet af natten, så den blev i hvert fald ikke noteret til overvægt. Vi har en stærk mistanke om, at opdriften på vingerne i en noget mærkbar vindstyrke har hjulpet stærkt til med vægtreduktionen - og så kan man jo spørge sig selv: Hva' nøtt' er't te'?

Så er der briefing kl 10:30, og som regel er første start omkring kl. 1200 - 1230, og så kan vi blot vente - og vente - og vente - til vi hører piloten melde landing. Det er helt sikkert sjovest at høre på 123,375 (ankomstfrekvensen) frem for at få en SMS med nogle koordinater, skulle vi lige hilse og sige. Nogle af os har så lidt ekstraarbejde i form af TC-møder på gridden og hvad nu KC ellers kan finde på af små gøremål for os.

Flyet skal så derigges og når det arbejde er udført, så er det grill-tid - eller hvad vi nu finder på at forlyste os med. Selv om det ikke lyder af at vi overanstrenger os, så føler man sig somme tider helt udbombet, og nattesøvnen fejler ikke noget for de flestes vedkommende.
-----

Så kom stormen alligevel. natten til torsdag blæste det så Jan Schmeltz at hans telt skulle blive airborne – og det regnede. Selve stormen mærkede vi ikke meget til, os der sover i campingvogne, men regnen slog hårdt på taget – og næste morgen var det helt vindsstille igen. Mærkeligt.

Og så gik internettet igen – der siges mange knap så pæne ord, og jeg begynder at få en fornemmelse af hvad der siges rundt omkring i de små hytter på Arnborg. Nå – vi betaler ikke for det, og det er nok heller ikke dimensioneret til 400 personer, der sidder og snakker med koner og kærester over skype – så slår 2Mbit (hedder det vist) ikke langt.
-----

Men nu skal der flyves. På briefingen fik alle klasserne en 4 timers AAT på mellem 400 og 600 km. Vejret blev lovet med byger og der blev lovet mulighed for regnbyger, torden, cb i en pærevælling, men også fin termik og pæne cu. Flyene blev griddet, men der var lige et opgaveark til 18m-klassen der skulle rettes, så TC til KC. Efter uddeling af disse konstaterede Ulrik, at man havde lukket al luftrum for denne klasse, hvorimod det var åbent for de andre to klasser – tilbage til KC, der så noget fåret ud. Altså igen nye opgaveark og TC til KC og kvittere og rundt og finde piloterne. Bukserne på TC hænger efterhånden, så de er helt moderne med baglommerne nede omkring knæhaserne.

Alle piloterne blev så sendt af sted, og for en gangs skyld var der ingen udelandinger – heller ikke ”I”, hvilket skuffede Torben en hel del. Omkring 17:30 begyndte de så at myldre ind over ankomstlinien – en enkelt fra åben klasse var tæt på at gentage det stunt der ødelagde en flyvejern tidligere i konkurrencen, men ellers var den mest ophidsende episode vistnok da ”I” meldte ankomst. Han laver hver gang (når ellers han kommer hjem) en ”straight in long landing”, og det var Torben kørt i position til – og så lyder det pludselig: ”I - five kilometers – speed finish”. For jer der ikke lige er kendt med terminologien betyder det, at han flyver med høj fart hen over ankomstlinien, trækker op igen og går rundt til landing et helt andet sted. Det var godt piloten ikke kunne se den behandling hans nye Skoda Roomster blev udsat for, da den skulle skifte position.

Men ellers er alle piloter glade og godt tilfredse. Henrik er lige nu placeret til en sølvmedalje, men den kan han jo sagtens nå at ændre til en guldmedalje i løbet af de næste par dage.

Aktuelt vejr kl.: 08:55 (ja, det er blevet den 17.08.07 inden det lykkedes at få dette lagt ud til jer) - 0 vind; 0/8 skyer, 16gr.C - og nu skal der flyves langt.

Mange hilsener fra os i Issoudun

Helge

Ingen kommentarer: