søndag, august 19, 2007

21. rapport – 18 - 19.08.07 – Ingen medaljer, men alle kom hjem, og nu er det slut




I går var det så sidste konkurrencedag – forude venter nu blot 1500km hjemtur. Alle danske piloter gennemførte opgaverne der var på omkring 300km. Vi fik ingen medaljer med hjem, men set ud fra det sociale synspunkt er det også lige meget. Sportsligt er det selvfølgelig ærgerligt, men sådan er det nu engang – nogen skal jo ligge i den forkerte ende af resultatlisten. Hvorfor skal det for øvrigt lige være nogen fra DK??

Nogen bør nok sætte sig ned og overveje om der hjemmefra er opbakning nok til de piloter vi sender til udenlandske konkurrencer. Flere ved dette EM har givet udtryk for at de har følt sig lidt på herrens mark inden de skulle af sted. Det burde have været organiseret fra centralt hold. Når det så er sagt, så må det også siges, at da vi først havde fundet rytmen, gik det jo alligevel.

Vi ender med 2 på 7. pladser, Henrik og Steen, Mogens på en 10. plads, hvorved han fik opfyldt sit mål om at være blandt de 10 bedste, Poul-Kim på en 15. plads, Ulrik på en 20. plads og Jan på en 32. plads. Noget godt og noget skidt. Nu kan strategerne i konkurrenceudvalget så tænke lidt over hvad de vil gøre ved det.

I aftes var der så afslutningsparty – det foregik selvfølgelig i hangaren, hvor der var dækket op til ca. 450 personer. Der var musik, men akustikken var ikke særlig god, så det druknede mest i anden larm. Derimod var der så meget mad, så TC nu igen kan bruge sin livrem.

Vi pakker sammen og kører hjem efter afslutningsceremonien her i formiddag – en oplevelse rigere – nogen sikkert også nogle erfaringer rigere – men nu skal vi altså hjem og have rugbrød.

Tak til Arne Boye-Møller, der gjorde det muligt så nemt at holde jer orienteret, tak til jer der loggede jer ind og på den måde viste interesse for vores gøremål.

Vi hæfter lige et par billeder på – der gøres klar til festen med drinks i det fri og til slut et stemningsbillede fra en aften på Issoudun.

Aktuelt vejr kl. 08:25: 0 vind, regn, 16,7 gr.C.

Mange hilsner fra os på vej hjem fra Issoudun

Ingen kommentarer: