
Vi starter lige med at vise Hold MO med pilot Mogens Hoelgaard og chefhjælper Frede Østergaard.
Vi stod op til en god gammeldags gang tåge. Det var tydeligt, at der var sket en forandring i vejret - ja det var lige før de korte ukser blev fundet frem fra morgenstunden. Nattens min. temp blev 15,2gr.C, og i løbet af dagen sneg termometeret sig op på 28gr.C - men luften var fugtig og lidt ubehagelig.
Briefingen stod i optimismens tegn - meteorologen stod og prøvede på at gøre sit smil endnu bredere end det er fra naturens hånd, og KC vovede pelsen og skrev opgaver ud på mellem 350 og 450 km. - første start kl. 1300. Men, men men men - vejret ville ikke, så starten blev udsat til 1330, så til 1400, så til 1430, hvor der omsider faktisk begyndte at komme lidt konturer og antydning af cu - og så blev åben klasse aflyst, så udsættelse til 1445 og så endelig kl. 1500 gik første start. Jan i "I" lå i første bølge, og Henrik i "5A" i rækken efter. Det var noget værre snask med base omkring 600m, og det lignede lidt en desperat handling fra en konkurrenceledelse der er ved at løbe ud for brugbare flyvedage. Men jeg har selv prøvet at stå med en konkurrence der er lige på nippet til at glippe, og så kan en aenkelt cu over Bornholm sende et helt felt i luften på Arnborg, så jeg skal nok undlade at kritisere den beslutning. Midt i det hele blev så også åben klasse aflyst.
Så langt så godt - i mellemtiden havde KC igen moret sig igen med at piske rundt med os TC'er - først skulle vi kvittere for nye opgaver til alle tre klasser - de var nu ændret til AAT - opgaver, der kunne nå helt ned på omkring 230-240 km. - så skulle vi kvittere for en melding om en fejl på åben klasses opgaveark - efterhånden er vi kun streger i luften.
Tilbage til det det hele drejer sig om - flyvning. Dvs. Jan havde nu fundet ud af, at jorden faktisk også er ganske dejlig, så han returnerede efter få minutters flyvning. Han var blevet koblet af i ca. 600m, i skytjavser, hvorefter han uden at have fået så meget som et lille bøv landede på pladsen igen og rullede lige op til transportvognen - næsten. Her blev der så diskuteret taktik i en halv times tid - mestendels gik snakken nu på, at selv denne provokerende handling ikke fik KC til også at aflyse 15m, og så var det bare på med vanten igen. Startlinien åbnede kl. 1600, og Jan startede kl. 1555. Første DK-afgang var Henrik, der gik kl. 1612 og så kom Jan kl. 1616 - og så gik det bogstaveligt over stok og sten - det var i hvert fald tæt på, for det foregik i en svimlende højde, der en enkelt gang vistnok sneg sig op på omkring 700m - og for begge piloter endte det med udelanding omkring kl.1800. Jan efter 94 km, Henriks distance kendes ikke endnu.
Jan havde SMS'et koordinater til Torben, og nævnt de skulle bruge plan B. Det gik først noget senere op for mig hvad plan B går ud på. Torben kom nemlig og sagde på sin sædvanlige venlige måde, at Jan da gerne ville have familien med - dvs. vi måtte køre i min bil, for Jan's Skoda Roomster er lige nu ikke indrettet til mere end to personer.
Nu er det altså sådan, at 94km flyvning ikke er ensbetydende med 188km hjemhentning - det var nærmere 230km. Hertil kom så et aldeles ukendt antal kilometer, fordi Torben insisterede på at vi skulle følge hans vidunder af en Garmin Navigator, som han havde anskaffet dagen før vi tog afsted, og den kunne absolut fortælle den hurtigste vej til målet.
Jeg tror ikke længere på Torben - og slet ikke på Garmin. I stedet for at føre os ad en fin hovedvej næsten hele vejen, førte den os ad små æselstier - asfaltbelagt i et enkelt spor ganske vist - hvor vi måtte køre slalom mellem modkørende biler, traktorer og anden landbrugsteknik samt standse helt op for en traktor der holdt og spærrede vejen med et motorproblem. Men vi nåede frem til Jan omkring kl. 2030 - og så gik det rigtig op for mig hvad der var plan B.
Jan var landet på en udmærket græsmark, men tilkørselsforholdene var mildest talt ikke gode. Knolde af tørret lerjord, diger og andet skulle forceres - og det skulle hans Roomster altså ikke udsættes for - så derfor plan B, hvori min C5er var en vigtig brik.
Men vi fik skilt ad og kom godt derfra hen over lerknolde, diger og sten, og et kort ophold på MacDonald tog helt appetitten fra os. Kl. 2330 ankom vi til flyvepladsen, hvor konkurrenceledelsen naturligvis ikke havde lyst til at tage imod loggerfiler.
Ingen har gennemført opgaven, Henrik landede nogle få kilometer længere end Jan - dvs. det er sandsynligt at han kan blive en af de 8-9 stykker der skal over 100km for at dagen kan blive gyldig. Da vi kom hjem var der resultater fra godt halvdelen af flyene, hvor den der var kommet længst havde fløjet ca. 70 km.
Vi er ret spændte på om dagen bliver gyldig, for så bliver der nok væltet lidt rundt på placeringerne.
Aktuelt vejr kl. 0035: Absolut 0 vind, 16 gr.C., stjerneklart (det bliver flyvevejr i morgen (i dag))
Mange hilsener fra os i Issoudun.
Helge
1 kommentar:
Kære Helge.
Med stor fornøjelse læser jeg dine dejlige kommentarer til svæveflyvning - vingespænd jeres daglige gøremål og det stadig tilbagevendende "hvor kan vi få rugbrød", til dette kan jeg faktisk oplyse at jeg har set rugbrød i Leclers, Issoudun. Rugbrød hedder "pain noir" og ellers spørg Vera, Vera er altid klar med et svar, sagt i al fortrolighed er der ikke noget der går søde Veras næse forbi.
Hele Danmark ønsker jer godt vejr, med det forfængelige lille håb at lidt af dette gode vejr skulle komme os tilgode længere mod nord.
hilsen
mogens von jessen
Send en kommentar