

Som nævnt i går havde Jan dekoreret sin Ventus Classic med et ikke helt tilfredsstillende resultat. Efter nogen overtalelse gik Mor-Hald så gang med at klippe dekorationer til ham, der som dagens første opgave så blev behørigt klistret på I's næseparti. Det har vakt stor opmærksomhed blandt de øvrige deltagere.
Det er lidt svært at se forskel på afviklingen af et Arnborg Åben og et EM - først knokler holdene med at få flyene samlet, få hældt vand på, kørt til gridden (jo, forresten - her vejes flyene hver dag inden de kommer på gridden). Så til briefing og høre en tvivlsom vejrudsigt og tilbage til startstedet, hvor første start er annonceret til kl. 1300. Men hvad sker der - intet - udover konkurrencelederen nu annoncerer næste start til kl. 1330. Kl. 1327 gentager det sig med næste start kl. 1400 - og så fremdeles, indtil han kl. 1425 meddelte, at konkurrencen for åben klasse var aflyst, og første start for 15m og 18m klassen gik kl. 1450. Ind imellem havde der også været tid til at motionere nationernes team captains med at kalde dem til konkurrenceledelsen for udlevering af nye opgaveark. Det gik for sig hele 2 gange. Som Team Captain risikerer man alvorligt at tabe sin pondus hvis det skal fortsætte. Så begyndte det minsandten også at regne - ikke særlig meget, men nok til at vaskeskindet måtte i brug.
Nå, men kl. 1445 annoncerede konkurrencelederen så, at dagens konkurrence var aflyst - men baren var åben. På dette tidspunkt havde vi på Hold I kun fået vort morgenmåltid, så det er med sulten gnavende, at flyet nu er puttet i vgnen, og vi vil til at fortære lidt for at have noget at stå imod med i morgen.
Der er ved at være risiko for, at piloterne skal i luften i morgen - det betyder mere arbejde til jordarbejderne.
Aktuelt vejr kl. 1600: 0 vind, 8/8 af lidt af hvert, 22,9gr. C.
Mange hilsener for os i Issoudun.
Helge
Ingen kommentarer:
Send en kommentar